Fra usikkerheden i en fast stilling til sikkerheden som selvstændig

Der var engang, hvor jeg kunne præsentere mig sådan her:

’Jeg hedder Katrine Schumann og er lektor i kommunikation, organisation og ledelse og laver efteruddannelse for ledere’.

Katrine SchumannOg så ville jeg smile og invitere til en faglig snak om organisationsudvikling og forandringsledelse og efteruddannelse. Og jeg ville blive nysgerrig og optaget af, hvad min samtalepartner fortalte og om jeg på en eller anden måde kunne hjælpe, inspirere eller puffe lidt til, at livet kunne blive lidt bedre i hendes organisation. Og vil ville tale videre sammen, grine og udforske hverdagslivets små sprækker for mulig forandring.

Når vi var færdige med vores samtale, ville jeg gå beriget derfra med følelsen af, at kunne noget sammen med andre, blot ved at spørge, lytte og måske skubbe lidt inspiration ind.

Men jeg gik også derfra med en følelse af, at min egen organisation og ledelse var et helt andet sted end mig og at jeg hver dag måtte gøre ’krumspring’ for at være mig selv, bruge min faglighed og kunne skabe forandring for vores lederstuderende og samarbejdspartnere.

Og så sagde jeg op. Og startede konsulentfirma i eget navn.

Så nu præsenterer jeg mig sådan her: 

’Jeg hedder Katrine Schumann og hjælper offentlige organisationer med at skabe innovation i ledelse og samarbejde.’ 

Og det sjove er, at der så sker næsten det samme som før:

Jeg smiler og bliver nysgerrig og optaget af, hvad min samtalepartner fortæller om sin hverdag i sin organisation og på, om jeg på en eller anden måde blot gennem samtalen kan hjælpe, inspirere eller puffe lidt til, at hverdagen kan forandres til det bedre. Og vi taler videre sammen, griner og har en faglig fest.

Den store forskel er, at nu gør jeg ingen krumspring for at ’opføre mig’ som min ledelse forventer. Jeg frygter ikke hverken løftede øjenbryn eller direkte repressalier for at bidrage med præcis det, jeg vurderer, situationen skaber mulighed for. Jeg bidrager præcis lige så stærkt fagligt, skarpt og kreativt, som jeg vurderer skaber størst værdi, uden at mærke min chefs skepsis som et usynligt åg over mine skuldre. Og jeg ved, at eftersom det er mig selv, der står for min forretningsmodel og strategi, så kan jeg selv få en idé, løbe med den og prøve den af, eksperimentere og bygge mine services op, præcis som jeg vil. Og jeg kan afvikle dårlige ydelser, som tiden er løbet fra uden at skulle forhandle om det.

Hvordan det hele startede

Jette Rasmussen, ildsjælen bag iværksætteruddannelsen, mødte jeg til et netværksmøde mens jeg stadig var ansat som lektor. Vi talte lidt løst og fast og jeg ’kom til’ at afsløre at jeg følte mig ’skævt tilpasset’ min organisation og mente at jeg havde mere potentiale, end jeg kunne bruge der. Vi talte om muligheden for at springe ud som selvstændig i stedet, og jeg sagde næsten gispende:

’Det tør jeg ikke. Det er simpelthen alt for usikkert. Jeg har jo en fast løn og en familie og ansvar og og og….’

’Hvor tror du egentlig, det er mest sikkert for dig at være?’, spurgte Jette, ’I en fast stilling, hvor du er utilpas og ikke kan få den indflydelse, du har brug for så det bliver bedre at være dig og hvor du i øvrigt kan blive fyret – eller som selvstændig, hvor du selv kan bestemme og også selv navigere og skabe kundetilfredshed og hvor kun du, kan give dig selv en fyreseddel…?’

Det var en sammenstilling og et spørgsmål, det tog mig en tid at fordøje.

Men langsomt og sikkert blev det tydeligt for mig, at jeg ville have mig selv som chef og at det ville give mig enorm sikkerhed og tryghed at vide, at det var mig, der holdt i tømmen fremfor at være spændt for en vogn, jeg ikke kunne stå inde for.

11 års jubilæum som selvstændig

Det er i disse dage 11 år siden, jeg valgte sikkerheden som selvstændig fremfor usikkerheden som ansat. Og ikke en dag har jeg fortrudt.

Selvfølgelig har der ind i mellem været økonomisk usikkerhed og kundegrundlag der ændrede sig. Men det har blot gjort mig endnu mere sikker og taknemmelig, for – hey – det er jo bare mig selv, der så skal ændre noget og skabe nye muligheder. Og det er jeg faktisk god til! Jeg driver en sund forretning, der giver mig præcis de muligheder, jeg tidligere savnede. Og en god økonomi, så jeg både kan ’holde hus og familie’. Og i tillæg har jeg nu både mand og børn, der er meget stolte over, at jeg har egen forretning og bliver inspirerede til at tage utraditionelle valg.

Og indimellem tager jeg en lille nysgerrig samtale med mig selv for at undersøge, hvordan min egen organisation udvikler sig og jeg selv som leder skaber forandring. Og så smiler jeg og griner og har en faglig fest, mens jeg tager min egen medicin og skaber nye forretningsmuligheder, så jeg fortsat udvikler måder at hjælpe ledere i det offentlige med at skabe innovation i ledelse og samarbejde.

Om Katrine Schumann

Katrine har deltaget på Iværksætteruddannelsen og hendes passion er fornyelse af ledelses- og samarbejdsformer i det offentlige. Det har hun arbejdet med i mere end 25 år som konsulent, underviser og forsker, og siden 2009 i egen konsulentvirksomhed Katrine Schumann, communicate2innovate.

communicate2innovate betyder: AT DELE, SÅ VI SKABER NY VÆRDI. Dét er Katrines overbevisning, at når vi bidrager generøst med vores forskelligheder og deler nysgerrigt, så kan vi sammen skabe overskridende nyt og værdifuldt.

Katrine er cand.phil. i kommunikation, forskeruddannet i organisatorisk læring og MA i innovationsledelse. Og så er hun udpræget praktisk begavet.

Katrine arbejder altid samskabende og forskningsbaseret, og sikrer derved at det, der bliver skabt, virker i hverdagen OG er inspireret af nyeste forskning i innovationsledelse.

 

Skrevet af: Katrine Schumann d. 03-09-2020

Start virksomhed på et solidt grundlag.
Få viden, redskaber og netværk.

Scroll to Top