Sådan sælger du på LinkedIn

Skrevet af: Marianne Køpke d. 31-10-2014
Tags: LinkedIn, opsøgende salg, tips, inspiration, marianne køpke

For en nystartet iværksætter er en af de største udfordringer – og bekymringer – altid: Hvordan får jeg mine første kunder? Hvordan tager man lige skridtet og får gjort sig selv synlig over for potentielle kunder – store og små – og hvordan griber man egentlig bedst opsøgende salg an?
 

Husk som altid, når vi taler salg og markedsføring, at de metoder og medier, du anvender, skal passe til din målgruppe. Gennemtænk grundigt, hvem dine kunder er, og sørg for at anvende de kanaler, hvor de er aktive. Sælger du børnetøj til private kunder, er der eksempelvis større sandsynlighed for, at du får gevinst ved at lave din markedsføring og salgsindsats på Facebook end på LinkedIn, men er din målgruppe overvejende B2B, er LinkedIn et rigtig godt sted at udføre opsøgende salg. (Få flere gode råd til markedsføring på sociale medier i vores seneste blogindlæg her).

Råd fra Marianne Køpke, Easy Match ApS – om opsøgende salg via LinkedIn

Hav en professionel profil 

”Inden du går i gang med dit opsøgende salg via LinkedIn, så sørg for, at din profil er professionel og udformet efter dit formål med at være på LinkedIn. Her er det vigtigt:

  • At have et professionelt profilbillede. Penge til en professionel fotograf er godt givet ud!
  • At sørge for, at din faglige overskrift/headline (som står lige under dit navn) er effektiv i forhold til søgeord, virker spændende, så man har lyst til at klikke på din profil, og selvfølgelig er sigende for netop dig og det, du ønsker at opnå med LinkedIn.
  • At have synlige kontaktoplysninger i din korte beskrivelse /summary eller et andet sted. Hvis du er connected til den person, der ser din profil, kan han se dine kontaktoplysninger i feltet, indrettet til kontaktoplysninger – men vil du kunne kontaktes af andre, du ikke er forbundet med, skal du skrive dine kontaktoplysninger et andet sted.

Brug søgefunktionen aktivt 

”Brug LinkedIns søgefunktion til at finde frem til relevante virksomheder og personer. Søgefunktionen er meget avanceret, og du kan blandt andet søge virksomheder og personer på brancher, indenfor geografiske områder, titler, søgeord med mere. Antallet af søgemuligheder afhænger af dit abonnement, men alene med gratis-versionen er der gode muligheder, du sagtens kan bruge til en start.

Listen med virksomheder og navne på potentielle kunder kan du gemme, så du nemt kan finde den frem igen. Faktisk kan man også få LinkedIn til automatisk at opdatere listen, hvis der tilføjes nye profiler, der passer til dine søgekriterier.” Nye mulige kundeemner, lige til at tage fat på.

Brug dit netværk 

”Når du så har fundet frem til den person, du gerne vil kontakte – lad os kalde hende HR-chefen, Louise – kan du gå ind og se, hvem du kender, som allerede kender (dvs. er connected til) Louise – og f.eks spørge ind til, hvordan du bedst får taget kontakt til hende. Vi er jo sådan indrettet, at vi rigtigt gerne vil hjælpe hinanden, så ofte, når man spørger nogen til råds om kontakt til en person, de kender, tilbyder de helt af sig selv at introducere dig. Og så har du straks mere taletid hos Louise, end hvis du som helt ukendt person tog kontakt. ”

Et kig viser interesse 

”LinkedIn fortæller dig altid, hvem der har været inde at kigge på din profil. Denne funktion er meget brugbar i salgsøjemed. Gå ind på profilen for personen, og er det en potentiel kunde, kan du tage kontakt og henvise til, at vedkommende har været inde på din profil – for så har personen jo allerede vist interesse for dig og ved lidt om, hvem du er, og hvad du tilbyder.

Netop denne funktion kan du også bruge omvendt; hvis DU går ind på profilen for en person, du gerne vil i kontakt med, kan det jo være, vedkommende tager kontakt til DIG for at høre mere. Under alle omstændigheder er der stor sandsynlighed for, at han går ind på din profil for at se, hvem du er – og her har du jo mulighed for at vise dine kompetencer og ydelser frem for dem. (For det er jo sådan, at jo flere gange du og dine ydelser bliver set (i forskellige sammenhænge, ikke blot på LinkedIn), jo større er sandsynligheden også for at få nye kunder.)”

Læs mere om Marianne på www.mariannekoepke.dk  

Du kan også tilmelde dig Iværksætteruddannelsen her. Vi har både aftens- og dagshold, hvor du netop lærer om markedsføring blandt mange andre ting!

 

Skriv kommentar

Vil du bare i gang?

Tilmeld dig uddannelsen >>

Få råd og værktøjer

Læs Iværksætterbloggen >>

Få TIPS og GODE RÅD til dit iværksætterliv - direkte i indbakken!

29 gode råd