Mange iværksættere synes, det er svært at lægge et budget for opstart af deres virksomheder. Nogle udgifter er tydelige, mens andre er sværere at beregne. Det kan også være svært at beregne, hvor meget der evt. skal købes hjem, ligesom det kan være en spændende udfordring at gennemskue bl.a. indkøbspriser, rabatordninger, betalingsbetingelser, renteudgifter mv.
Det er primært banker og pengeinstitutter, der har krav om gode, gennemarbejdede budgetter, og helst i samarbejde med en revisor. De bruger det som beslutningsgrundlag, hvis du som iværksætter har brug for lån og/eller kassekredit for at komme i gang, og vi anbefaler på det kraftigste, at du tager en revisor med på råd.
Vi har taget en snak med statsautoriseret revisor Steen Jensen fra revisorfirmaet Redmark. Han har følgende gode råd til iværksættere: Vær så konkret som muligt med alt det du kan, når du lægger dit budget. Sørg for at få alle detaljerne med, så du ikke glemmer noget. Budgettet, du lægger, er dit bud på, hvordan fremtiden kommer til at se ud i din virksomhed.
Vær så konkret som muligt – med alt det, du kan
Den konkrete model for budgettet kan afhænge meget af iværksætterens virksomhedstype, og vi som revisorer har standardmodeller for både budgetter og budgetopfølgninger, som kan anvendes på de fleste virksomheder, men du kan sagtens lave dine egne budgetter i f.eks. Excel ligesom du kan finde skabeloner online og i forretningsplaner.
I det seneste år har banker m.fl. skærpet fokus på drift, egenkapital og likviditet, og derfor er budgetopfølgning blevet endnu mere relevant. Vi kan som revisorer udfordre dig på dine forudsætninger for dit budget, så du er på forkant og derfor bedre kan argumentere for, hvorfor tingene ser ud, som de gør, ved et evt. møde i banken. Forudsætningerne kan, foruden økonomi, også være markedet, salg, markedsføringsplaner, konkurrenter, priser, og meget mere. Det er meget individuelt.
Styrk din forretning
Budgetopfølgning giver en stærkere forretning. Når først du har lært at lave dine budgetter og forstår at arbejde med dem, får du en stærkere forretning, for du bliver i stand til at lave en løbende opfølgning. Hvorfor afviger budgettet? Er der noget, der har ændret sig – for dig, dine kunder og/eller i markedet? Arbejder du løbende med dine budgetter, er det nemmere og hurtigere at få justeret ind, hvis der sker noget. Et budget er jo i virkeligheden en forudsigelse af, hvordan fremtiden ser ud, og jo oftere man følger op på det reelle billede af situationen, jo lettere bliver det at tilpasse sig situationen.
Etableringsbudget
Det kan være dyrere at starte op, end du tror. Mange bække små… Prøv at lave en komplet liste over indkøb til virksomhedsstart. Søg for reelle priser på alle dine indkøb. Få altid tilbud fra to-tre leverandører til alle større omkostninger. Der kan være stor forskel på f.eks. forsikringer – afhængig af branche.
Driftsbudget
Hvor mange produkter/timer skal du sælge for at opnå dit ønskede overskud?
Hvor mange produkter/timer er det realistisk, at du kan sælge?
Likviditetsbudget
Skal jeg have en kassekredit? Det skal de fleste. Nogle gange sælger man en masse produkter, men får først betalingen sent – måske endda senere, end du betaler dine egne leverandører. Hvor skal de penge komme fra? Hvor stort er dit behov for kassekredit i løbet af et år? Hellere for meget luft end for lidt!
Privatbudget
Du er nødt til at vide, hvor mange penge du skal trække ud af din virksomhed for at kunne dække dine private udgifter.
Lav et privatbudget, som afdækker hele husstandens behov. Måske er du så heldig, at din ægtefælle/samlever tjener nok til, at du ikke behøver at være så presset i opstartsfasen.
Rigtig god fornøjelse med at lægge dine budgetter!
P.S. Du kan lære mere om virksomhedsdrift og dine budgetter på Iværksætteruddannelsen.
På iværksætteruddannelsen er det revisorer fra revisorfirmaet Redmark, som underviser og rådgiver deltagerne.