Gør work-life balance til en realitet

Skrevet af: Jette Rasmussen d. 23-06-2014
Tags: iværksætteri, work-life-balance, tips og tricks


Som iværksætter og selvstændig kommer man ikke uden om det: Arbejdsugen ER bare nogle gange – ja, ofte temmelig tit – længere end de gængse 37 timer, man som regel har som lønmodtager. Der er deadlines, der skal overholdes, opgaver, der hober sig op - for ikke at tale om alt papirarbejdet der ofte skal laves ud over almindelig arbejdstid.

Og så er det jo også som oftest sådan, at vi ELSKER vores arbejde og brænder for det – og så kan en arbejdsdag (og mere til) hurtigt få ben at gå på! For mange er det en reel udfordring at få balancen mellem arbejdsliv og familieliv til at gå op – især i den første tid, hvor det hele er nyt; der er mange ting at forholde sig til og huske på, og samtidig går man i den første forelskelse i sin nye virksomhed og den nye frihed som selvstændig.

Så hvordan sørger man egentlig for, at der er tid og energi nok i hverdagen til både virksomhed og familie? Og omvendt – hvordan undgår man at falde i hverdagens overspringshandlinger som opvask, vasketøj, græsslåning, havearbejde, frokost med veninderne, træning eller mountainbike-tur med vennerne osv. osv., når man ”nu alligevel arbejder hjemme”? Her komme nogle af mine bedste råd – du er meget velkommen til at dele dine egne tips og gode (eller dårlige) vaner i kommentarerne herunder eller på Iværksætteruddannelsen på Facebook.

  1. Lav lister over, hvad du vil bruge din fritid på. Jeg har en nydelsesliste på lyserødt papir, så jeg husker at give mig selv tid til andet end at arbejde. Jeg ELSKER mit arbejde og kan sagtens finde på at arbejde både aftener og weekender – men netop i de tilfælde er det også vigtigt at give sig tid til lidt selvforkælelse, hvor man kan koble af og være sammen med familien. Og så er det jo også rigtig dejligt at have sådan en liste at gå og kigge på og glæde sig til at skulle tage fat på :)
     
  2. Fokusér på at bruge de første fem minutter, når du kommer ind ad døren, på at lytte til familien i stedet for – som vi jo alle nogle gange kommer til i vores iver – straks at begynde at snakke om din egen dag. Jeg har det fra pålidelig kilde, at hvis man giver sig tid til at lytte, så er det også langt lettere at få lov at tage på jagt/til fodbold/ud med kammeraterne senere på aftenen.
     
  3. Husk at tage del i de ting, din partner og dine børn går op i, som fx din partners fritidsinteresser, børnenes fodboldkampe og optrædener på skolen – eller måske bare dagens lektielæsning. Hvis du er til stede og lader dem dele deres oplevelser fra hverdagen med dig, så kan du jo netop også få lov at dele din hverdag med dem bagefter – og fortælle om de spændende opgaver, sjove og skæve oplevelser og nye ideer, din virksomhed er grobund for i løbet af dagen.
     
  4. Send en sms til din partner, når du har mest travlt, eller når arbejdsdagen trækker ud, og du bliver forsinket – det er en vigtig opmærksomhed, som skaber goodwill og samtidig gør det det lettere at holde kontakten og nærheden i en travl hverdag. (Og så varmer det jo altid så dejligt, når man får svar tilbage, ikke?)
     
  5. Lav aftaler med din partner/børn/venner/veninder om, hvornår du er hjemme, eller om at lave noget sammen efter arbejdstid – det er langt lettere at falde i og fortsætte arbejdet til langt ud på aftenen, hvis ikke du har nogen aftale efter fyraften.
     
  6. Læg arbejdet fra dig, når du kommer hjem - husk at være 100% til stede uden telefon, tablet eller computer, når du er sammen med familien. Den der mail, der lige kom ind i indbakken, kan garanteret godt vente med at blive besvaret til i morgen tidlig, når du møder ind på arbejde. (I den forbindelse er det også godt at huske, at man jo fx kan slå notifikationer fra på telefonen, så den ikke bimler og bamler eller tiltrækker din opmærksomhed med røde ikoner, når der dumper mails i indbakken eller kommer notifikationer fra de sociale medier).
     
  7. Pas på, at overspringshandlingerne ikke tager overhånd! En hjemmearbejdsdag kan hurtigt få ben at gå på, hvis du lige skal ordne vasketøjet, hænge hylder op, give en kop kaffe til en ven eller veninde, der lige kigger forbi osv. osv. En god idé kan være at lave en liste over, hvad du skal nå i løbet af dagen – og så aftale med dig selv, at du har fri, når du er kommet igennem den, uanset om det så er kl. 10 eller kl. 16. På den måde har du også en gulerod, der kan motivere dig til at komme igennem dagens opgaver.
     
  8. Husk at sætte grænser – du er stadig på arbejde, selv om du er din egen chef, og kan ikke nødvendigvis bare tage på cafe eller give en kop kaffe, hvis nogen lige har lyst til det. Men omvendt så giver din frihed dig også netop mulighed for at give dig selv en ekstra fridag, hvis der er plads i kalenderen til det. Det er en balance, der kan være svær, og som man må vurdere fra gang til gang – men husk på, at der IKKE er noget galt i at sige nej en gang imellem (og så kan du jo i stedet skrive ’drikke kaffe med X’ på din lyserøde nydelsesliste eller lave en aftale om at køre en tur i skoven på mountainbike med kammeraterne i weekenden – og derved få en fremtidig aftale at se frem til i stedet).
     
  9. Spørg om hjælp, hvis du går og tumler med nogle spørgsmål, udfordringer eller ideer, som tager tid og opmærksomhed fra din familie. Der er højst sandsynligt andre i din omgangskreds eller dit netværk, der har oplevet det samme – og som måske har en løsning på det! Ellers kan det være, at du skal tage næste skridt og finde en professionel, der kan hjælpe dig gennem sparring, rådgivning eller praktisk hjælp – det er penge godt givet ud, for det giver både ro i sindet og mere energi på kontoen!
     
  10. Fokusér på de små glæder, når tingene er hårde. Vi kommer ikke uden om, at hverdagen nogle gange bliver stressende, kassekreditten lyser rødt, eller kunderne bare er rigtigt urimelige. Netop i de situationer er det ekstra vigtigt at have de små ting at glædes over – de små øjeblikke med børn og familie, en kop kaffe med kontorfællerne, en skål nyplukkede jordbær fra haven – eller måske bare et blik ud af vinduet, hvor solen skinner, eller en regnbue sætter fantastiske farver på en regnvejrsdag.

Når det så er sagt, så KAN det jo også sagtens lade sig gøre at kombinere lidt selvforkælelse med arbejde i større eller mindre grad; ja, faktisk kan det ofte sætte helt nye ting i gang at bryde ud af hverdagen.

 

Sommerferien nærmer sig, og for mig har sommertid altid været lig med drømmetid – tiden, hvor der er ro til at tænke nogle andre tanker i andre omgivelser, og hvor nye ideer og muligheder pludselig dukker op, mens man mindst venter det – en aften over et godt glas rødvin, en solskinsdag i haven eller måske under en ferierejse, hvor nye indtryk pludselig sætter gang i tankestrømmen. Dét vil jeg komme meget mere ind på i næste uges blogindlæg, hvor jeg vil dele ud af forskellige tips til at blive ferieklar. Vi ses på iværksætteruddannelsen! Du kan tilmelde dig her.

 

Skriv kommentar

Vil du bare i gang?

Tilmeld dig uddannelsen >>

Få råd og værktøjer

Læs Iværksætterbloggen >>

Få TIPS og GODE RÅD til dit iværksætterliv - direkte i indbakken!

29 gode råd