Praktisk information og mere netværk
Iværksætteruddannelsen er guld værd, fordi den giver deltagerne praktisk information og som sidegevinst får de udbygget deres netværk. Det mener rådgiver Per Topp, der er indehaver af Salgsrådgivningen.dk. Han gennemførte Trin 1 i 2010.
– Jeg blev eksempelvis klar over, at jeg skulle have en konsulentaftale. Det er et vigtigt redskab for mig, fordi den er formuleret på den rette, juridiske måde, som sikrer både kunden og mig, siger Per Topp, der har 20 års erfaring inden for salg og kommunikation, en merkonomuddannelse i afsætning og international markedsføring og et projekt i viral marketing i rygsækken.
Derudover var stemningen på holdet entusiastisk og engageret.
– Nærmest som forelskelse og begejstring. Det smitter og skaber grobund for drømme og muligheder. Vi lærer af hinandens erfaringer, siger Per Topp, der fortsat sparrer og i dag udvikler projekter med en deltager fra holdet.